Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 07-02-02
Bliv biavler

I de senere år er antallet af biavlere i Danmark faldet drastisk, og derfor ser man meget gerne i vor egen lokale biavlerforening, at man kan få nogle flere til at være med på denne i virkeligheden meget hyggelige hobby med det velsmagende udbytte. I Grenå Bladet skriver Claus Danielsen fra Fannerup:

"Sådan lyder opråbet fra Biavlerforeningen for Grenå og Omegn, nu inden sæsonen starter igen.
Har du nogen sinde undret dig over, hvorfor æblerne i din have er små og skæve?
Det er fordi bestøvningen af dit æbletræ har været for dårlig.
Hvis du deler et æble og ser på hvor mange frøanlæg, der er i æblet, så vil du finde, at der i et sundt og veludviklet æble er 10 frøanlæg, mens der i et skævt æble er færre. Skylden for dette misdannede æble ligger i manglende bestøvning fra biernes side.
Vi har taget det for givet, at der til enhver tid er bier til at foretage dette betydningsfulde arbejde i naturen, men sådan er det ikke længere.
Det er en kendsgerning, at der bliver færre biavlere i Danmark. Inden for de sidste halvtreds år er antallet af biavlere faldet 95%, og alene de sidste ti år har faldet været fra ca. 8000 til ca. 4000 biavlere, og det er altså noget, der kan ses.
Vi skal have nogle flere bier spredt ud over landet, og det kan vi få ved, at vi får nogle flere biavlere.
Biavlerforeningen for Grenå og Omegn forsøger at gøre noget ved dette problem, idet de afholder kursus i biavl denne vinter.
Det er på Ørum Skole med start d. 18. februar. Har du den mindste lyst til at blive biavler eller blot høre om biernes forunderlige verden, så henvend dig til den lokale biavlerforening. Formanden, undertegnede, modtager tilmeldinger til dette kursus, som strækker sig over 4 mandage."

Skrevet i Grenå Bladet d. 5. februar af lokalformand Claus Danielsen fra Slettenvej i Fannerup.

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002