Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 07-02-02
3 store begivenheder…….(fortsat)

I tirsdags lovede vi vore læsere sidste kapitel af vores tretrinshistorie om lørdag d. 2. februar med de 3 store arrangementer på én dag. Den kommer nu og hér, og vi beklager forsinkelsen:

Vandreudstilling og værkstedsåbning i Stenvad
Efter den flotte og stemningsfulde indvielse af Fjellerup Børnehave gik turen videre til Tørvecaféen i Stenvad, hvor en ganske pæn flok yderst interesserede mennesker forsamlede sig om kaffe, vin og øl. Som den oprindelige idémand til det nye grafikværksted var det naturligt, at det var Vidar Utvik, som bød velkommen. Han udtrykte sin store glæde over at se så mange til denne begivenhed, der jo som bekendt både var en udstilling af Olivia Holm Møller og åbning af det midlertidige lokale, bestyrelsen bag det kommende grafikværksted har lejet sig ind i hos Stenvad Centret. Indtil man forhåbentlig får økonomien på plads til at kunne bygge et helt hus, som der allerede ligger arkitekttegning på (af Per Høgh fra Gjerrild), har man med Carsten Ågård fra Laen som primus motor indrettet 2 forskellige presser. Her er folk fra nu af velkomne til at kigge forbi og måske prøve sig frem med primitive trykketeknikker.
Borgmester Leif Sørensen var nu endnu engang denne dag i ilden, idet han havde sagt ja til at holde åbningstale. Den blev nu ret kort, for (som han sagde) ville han ikke lægge skjul på, at kunst ikke ligefrem er hans boldgade, men som borgmester er han meget glad for, at der bliver taget sådan nogle kreative initiativer i vores kommune. Herefter gav han ordet til vores i øjeblikket mest udstillende kunstner fra vores område, Morten Skovmand fra Stenvad, der også er aktiv i interessegruppen bag det nye værksted. Han kunne fortælle om de primitive tryk af den senere så berømte Olivia Holm Møller, som udstillingen består af. Han fortalte, at han havde mødt Holm Møller, der var en stor kunstner på trods af, at hun som kvinde ikke kunne blive optaget på Kunstakademiet i starten af 1900-tallet.
Oprindeligt hørte hun hjemme på Holstebro-kanten, men tilfældet gjorde, at hun i en længere årrække tog sig af sin afdøde søsters børn i Ålsø, og i den periode begyndte hun at eksperimentere med stentryk og andre helt primitive trykkemåder. De billeder, der nu kan ses måneden ud, er ikke alle lige vellykkede rent trykkteknisk, men på den måde er de netop en god indfaldsvinkel for folk med kunstneriske lyster til at gå ned i det tilstødende lokale og selv forsøge sig.

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002