Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 07-02-02
Nørre Djurs Kunstforening

Vi har fået en henvendelse fra kulturens frontkæmper i Nørre Djurs Kommune, Kirsten Krogh, der som bekendt både er kommunal embedskvinde og medlem af den lokale kunstforening. Her kunne man godt tænke sig at blive nogle flere medlemmer, og det slår vi hermed til lyd for med en akvarel, malet af én af Nørre Djurs` mange dygtige kunstnere, Ruth Falk fra Hemmed.

ruth400.jpg (11370 bytes)
Akvarel af Ruth Falk

"Kunstforeningen blev stiftet i 1999 og er nu i gang med sin tredje sæson.
Der blev afholdt generalforsamling mandag den 4. februar. Den hidtidige formand, Bent Rasmussen, udtrådte af bestyrelsen, og Tove Bryld blev nyvalgt.
Som ny formand blev Lars Jørgen Larsen fra Nørre Djurs Folkebibliotek valgt.

Lidt om aktiviteterne:
Kunstforeningen, der p.t. har knap 60 medlemmer, arrangerer udstillinger af anerkendte kunstnere. Udstillingerne foregår på henholdsvis Stenvad Mosebrugscenter og Ørum Aktiv Center. I forbindelse med hver udstilling holdes der fernisering, hvor kunstelskere over et glas vin kan kigge på kunst og få sig en sludder med "ligesindede".
Ud over udstillingerne (malerier, fotografier, skulpturer m.m.) i 2001, bliver der hvert år i samarbejde med Grena Kunstforening arrangeret en udflugt, hvor foreningens medlemmer får mulighed for at besøge kunstværksteder rundt om på Djursland. I år - i august måned - er der bestilt bus til en heldagsudflugt til blandt andet Kirsten Kjærs Museum i Frøstrup i Thy.
Derudover samarbejder Kunstforeningen med Folkebiblioteket om foredragsrækker under Folkeuniversitetet. Sidste år med emnet "Danske Portrætter i det 20. århundrede".
I løbet af året indkøber Kunstforeningen et antal af de udstillede værker, og ved generalforsamlingen udloddes værkerne ved lodtrækning mellem medlemmerne. Ved denne generalforsamling blev 4 billeder udloddet.
Vi vil meget gerne have stabiliseret vores økonomi og samtidig holde medlemskontingentet på et rimeligt niveau. Vi vil derfor opfordre interesserede i at slutte op om foreningen og på den måde støtte op om aktiviteterne i kunstforeningen.
Tilmelding til foreningen kan ske gennem Biblioteket i Ørum, v. Lars Larsen.
Lige nu er der udstilling med Ib Hørgren Jensen i Ørum Aktiv Center. Udstillingen kan ses på Ørum Aktiv Center indtil 1. marts. Kunstforeningen har allerede indkøbt et af hans billeder til udlodning ved næste års generalforsamling."

Indsendt til Nørre Djurs NetNyt med venlig hilsen fra
Kirsten Krogh, medlem af Nørre Djurs Kunstforening

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002