Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 06-02-02
Læserbrev: Om regional udvikling

Det lokale folketingsmedlem for Venstre i Grenå-kredsen, Else Winther Andersen, glæder sig over partiets medvind og den betydning, hun mener, det får for den regionale udvikling. Hun skriver:

""Hvis vi skal, og det skal vi, have livet til at blomstre i provinsen, så skal vi hjælpe, der hvor det kan mærkes."
Ovenstående bemærkning kom jeg med i efteråret 2001.
Nu kan jeg så følge op på den og sige: "Denne regering vil gøre noget."
Der vil nu blive gjort noget ved den regionale erhvervsudvikling.
Regeringen ønsker, at alle områder af landet bliver attraktive områder for både udvikling og bosætning, således at der kan oppebæres en geografisk spredning af befolkningen og af den økonomiske aktivitet.
Dertil vil regeringen afsætte 20 millioner kroner om året i perioden 2002-2005.
Tankerne omkring brugen af pengene er blandt andet til udviklingsprojekter, hvor regionale myndigheder, institutioner og virksomheder går sammen om at styrke betingelserne for væksten i regionen. Det er vigtigt, at det er folk fra regionen.
Det er nemlig dem, som færdes der i dagligdagen, og det er dem, som véd, hvor der kan sættes ind og gøres noget og ikke ét eller andet centralt styret organ.
Dette initiativ vil også give mulighed for, at de enkelte regioner kan udvikle de rammebetingelser, som er skræddersyet til de erhvervsområder og teknologier, som lige netop den region har specialiseret sig inden for.
Det er vigtigt, at vi har et Danmark i balance.
Det er vigtigt, at vi har et land, hvor der er økonomisk vækst og forbedringer for den enkelte, uanset hvor i landet man bor.
Dertil har regeringen nu taget sit første skridt – og i en god retning."

Skrevet af Venstres folketingsmedlem i Grenå-kredsen, Else Winther Andersen, i Randers Amtsavis mandag d. 4. februar.

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002