Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 05-02-02
Champagne i børnehaven

Med den overskrift tror vores læsere nok, at Nørre Djurs NetNyt er hoppet på sensationsvognen, men bare rolig! I lørdags fik Fjellerup såmænd helt officielt sin så længe ventede børnehave, og det var anledningen til, at der var både saft, kransekage og champagne på bordet.
Da vi for godt 3 måneder siden var til halvvejsrejsegilde, var det svært at forestille sig, at der skulle stå en fuldt færdig børnehave færdig til at tage i brug lige efter nytår, men det gjorde der altså. Det er svært at beskrive, hvor flot den egentlig er, men det er i alt fald en byggestil, der ikke tidligere er set på disse kanter. Den er bygget med skelen både til det økologiske og til økonomien af arkitektfirma og håndværkere, som har stor erfaring fra bygning af børnehaver andre steder i landet.
Børnehaven var fyldt til bristepunktet med forventningsfulde børn og voksne, og åbningsceremonien startede med virkelig smukt blokfløjtespil af egnens velkendte fløjtenist, Annette Friisholm fra Stenvad. Hun tryllede med forskellige klassiske småstykker med fuglefløjt som gennemgående tema, og herefter bød den nye børnehaveleder, Palle Dausell, velkommen til alle gæsterne. Han rettede en speciel tak til den aktive forældregruppe, der har medvirket til at afstikke både den bygningsmæssige og den pædagogiske kurs. Som ny tilflytter har det været spændende for ham, både at møde forældrene og stifte bekendtskab med de kommunale folk. Nørre Djurs Kommune har som gave givet en mur, lavet af områdets sten og med rakubrændte dyrefigurer indbygget. Den er lavet af Troels Kvorning fra Fjerupgårde, og han har ladet sig inspirere af de dyr, der findes i stendiger.
Hovedtalen blev nu holdt af den nye formand for børn og kultur i kommunen, Jens Peter Jellesen. Han priste Fjellerup Børnehaves grundprincipper om sund mad og om at benytte sig i dagligdagen af den smukke natur, der omgiver den. Han følte sig overbevist om, at det gode samarbejde, der allerede var sat i gang omkring den nye børnehave, nok skulle bære frugt i fremtiden og være med til at give børnene trygge rammer og gode oplevelser. Jellesen kunne ikke dy sig for at komme med en slet skjult opfordring til protektorparret for den nye børnehave, greveparret fra Meilgård, Desirée og Michael Iuel. Midt i børnehaven står der nemlig en brændeovn, og da de jo er skovejere, så…. – hentydningen var ikke til at tage fejl af. Jens Peter Jellesen sluttede sin tale med at udtrykke sin bekymring for det faldende børnetal og en opfordring til de fremmødte om at gå hjem bagefter og forene det nyttige med det behagelige, så man ikke om få år skal til at lukke den nye børnehave igen.
Som gave til Fjellerup Børnehave medbragte ægteparret Iuel en rovfuglekasse af Douglasfyr, og i en kort og afslappet tale takkede Michael Iuel for tilliden ved at blive valgt som protektorer – og han var ikke langt fra at love at bidrage til det fremtidige børnetal. Herefter klippede han snoren over, og alle folk blev inviterede indenfor i det tilstødende lokale til førnævnte servering og til at nyde synet af Troels Kvornings vidunderligt flotte murkunst.

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002