Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 30-01-02
Brand i Gjerrild

I dag fortæller Randers Amtsavis om en tagbrand i Gjerrild med billede og det hele. Billedteksten fortæller, at en "tagtækker" var i gang med at arbejde på taget, og at han netop var gået for at holde pause, da branden opstod. På NetNyt-redaktionen kunne vi tydeligt se, at vi her ikke havde med et stråtag at gøre, som vi jo havde forventet, når avisen skriver om en tagtækker.

Vi tog telefonen og ringede til beredskabschef Erik Laursen, og han kunne bekræfte os i vores mistanke om, at vi på avisbilledet så en tagdækkers arbejde, hvor der var opstået ild. I en villa på Grenåvej var der sket nogle skader på et tag, og håndværkeren skulle udbedre skaden bl.a. med tagpap, i hvilken forbindelse han brugte en gasbrænder. Mens han lige var gået til frokost, opdagede Kjeld Klokkerholm på den nærliggende tankstation røg fra villaen, og han tilkaldte straks brandvæsenet i Grenå.
Beredskabschefen var til stede på brandstedet som den første, og han fortæller til NetNyt, at han tog chancen, kravlede op og fyrede en pulverslukker af på det brændende tag. Det viste sig at være nok til at slukke selve branden og dermed forhindre, at den bredte sig til resten af huset. Da de andre brandfolk dukkede op, var der således kun efterslukningen tilbage, og det giver naturligvis nogle vandskader inde i huset, som affugtere nu er sat op for at udbedre det værste af.

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002