Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 16-01-02
Vellykket møde om aktivering

Der var virkelig gang i snakken, da parterne i det nye aktiveringssamarbejde i Stenvad Centret mødtes i går for at foretage de indledende manøvrer i det nye aktiveringsprojekt, "Så langt øjet rækker – og lidt til!" Vi var med som tilskuere til den 4 timer lange startkonference.
Læs mere hèr!

Det var formanden for det lokale erhvervsråd, Peter Madsen, der sagde de indledende ord, bl.a. om de forhindringer, der vitterligt er, når man har et erhversliv, som mest består af énmands-firmaer.

Peter-Madsen.jpg (17871 bytes)
Peter Madsen

Bag det nye initiativ står centerleder på Stenvad Centret, Hans Jørgen Pedersen, og beskæftigelseskonsulent, Holger Poulsen. De har begge mange års erfaring i arbejdet med at få gjort passive kontanthjælpsmodtagere til aktivt arbejdende med fast job. Men det har tit vist sig vanskeligt at føre ud i praksis, og Hans Jørgen Pedersen måtte jo erkende i sit første indlæg, at erhvervslivet ser ud til at være mere effektive end kommunerne til at aktivere. Derfor og fordi man tit oplever, at bestræbelserne fra de forskellige parter på at aktivere en person, ofte ender med dårlig koordinering og tilfældige løsninger.

Hans-Joergen.jpg (18312 bytes)
Hans Jørgen Pedersen

Nu vil man med det nye EU-støttede aktiveringsprojekt sætte alle aktiveringsprocessens parter ned ved samme bord fra allerførste dag, så man kan få sat en proces i gang, som er en på forhånd aftalt alliance mellem den jobsøgende, kommunen og firmaerne. Det er meningen på den måde at kunne lave en mere målrettet indsats og samtidig en mere menneskelig proces med reelt samspil mellem parterne.
Erhvervslivets opgave bliver så at blive bedre til at kunne optage personer, der måske kun delvist kan klare et normalt arbejde, som f.eks. handicappede eller folk, der aldrig har været på arbejdsmarkedet før. Den arbejdssøgende skal så et kortere eller længere forløb igennem med uddannelse, jobtræning og arbejdskultur, inden en virksomhed ansætter personen for en prøveperiode. Så kan der endelig blive tale om et egentligt job, hvis processen er lykkedes. De 2 ildsjæle bag projektet tror fuldt og fast på, at de kan sætte en langt mere positiv dialog i gang mellem de folk, der er involverede i at få folk i arbejde, og dem, der gerne vil ud af kontanthjælpsklemmen.

Holger.jpg (17434 bytes)
Holger Poulsen

Ellen Jensen var en fortrinlig mødeleder, og hun fortalte om formen for konferencen. Mødet var delt ind i 3 halvlege på en måde, så det virkelig kom til at fungere til gavn for formålet med mødet: at få folk til at snakke sammen (og samme sprog). Deltagerne var delt op ved borde, og første opgave gik ud på i de enkelte grupper at snakke sig frem til 3 gode råd til projektet ud fra egen erfaring. Da svarene skulle fremlægges, fik man så en masse positive ord, og Deres udsendte var lidt spændt på, om det hele ville ende i ord.

Ellen-Jensen.jpg (18292 bytes)
Ellen Jensen

Imidlertid viste anden runde sig at være frugtbar, for da folk blev bedt om at blande sig, så alle aktiveringsparterne var repræsenterede ved alle borde, fik snakken virkelig næring, og anderledes konkrete debatter opstod rundt omkring. Man skulle nu komme med 3 gode råd til hver af parterne, og det gav anledning til en virkelig god snak, og man kunne mærke, at alle slappede af og ikke var bange for at sige deres mening.

Bordene.jpg (18214 bytes)
Rapport fra bordene

Der kom så mange ting på bordet, at det er umuligt at gengive her, men vi ser frem til projektets første nyhedsbrev, hvor man skal kunne læse alle konklusionerne og et referat fra mødet. I tredje halvleg var ordet frit, og nu fik snakken endnu en tand, for nu var man pludselig i realiteternes verden og selvom der var mange forhåbningsfulde ord, var der også kritiske røster, ikke mod projektet som sådan, men mere skepsis og dårlige erfaringer fra tidligere aktiveringsforsøg. Carlo Christensen gjorde bl.a. rede for et pessimistisk syn på mulighederne overhovedet for at skaffe jobs til folk her i vores område med så små virksomheder. "Hvem har råd til at ansætte en ekstra mand i et énmandsfirma?", spurgte han. Andre var skeptiske over for, om projektlederne også ville være mere synlige i landskabet, ligesom de forventer af erhvervsliv, kommune og den, der skal aktiveres.

Erhvervsfolk.jpg (18530 bytes)
Erhvervsfolk

Som det ses, brødes meningerne fint, og der var faktisk en fin stemning. Ellen Jensen sagde mange lovord om de deltagende, som hun virkelig syntes havde snakket lige ud af posen og været godt motiverede og positive.
Som vi fortalte, ser vi frem til det nyhedsbrev, det nye aktiveringsprojekt har lovet at sende ud hver 14. dag, så alle kan følge med i, hvad der sker. I det første, der kommer i næste uge, kan man læse om alle de forskellige konklusioner fra mødet, som vi ikke har nævnt her.

Chefer.jpg (17171 bytes)
Kommunale chefer

Deltagere.jpg (17715 bytes)
Projektdeltagere

Politikere.jpg (18188 bytes)
Politikere

Sagsbehandlere.jpg (18394 bytes)
Sagsbehandlere

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002