Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 15-01-02
Om fælleskirkeligt arrangement

Tegneren, forfatteren og kunstmaleren Stig Holsting fra Gjerrild har skrevet et indlæg i Grenå Bladet, der handler om et arrangement i Grenå på fredag:

"Det er blevet en god tradition, at de kristne kirker samles til fælles bøn, idet ingen vel betvivler, at bønnen, henvendelsen til Gud, er hævet over ethvert kirkeligt tilhørsforhold.
For en del år siden indførtes den såkaldte "Økumeniske bedeuge for de kristnes enhed", en uge i januar, hvor de forskellige kristne kirker overalt forener deres bønner om indbyrdes fred, tolerance og enhed. Et stærkt påtrængende behov efter at kristne gennem århundreder har brugt mange kræfter på at bekrige hinanden.
I et stadig mere multireligiøst samfund, hvor ikke-kristelige religioner er blevet et almindeligt indslag i vores hverdag, stiller det stadig større krav til os kristne om at vise i praksis, hvad vores tro betyder for os i hverdagen.
Mange steder, også i Danmark, benyttes den økumeniske bedeuge til fælleskirkelige arrangementer. Det er aldrig før lykkedes i Grenå, men i år vil man så for første gang kunne opleve, at byens 3 repræsenterede kristne trossamfund, Den evangeliske Folkekirke, Pinsekirken og Den romersk-katolske Kirke, går sammen – bogstavelig talt – i et fælles økumenisk engagement.
Det sker fredag d. 18. januar ved en såkaldt kirkevandring. Den indledes ved den katolske Sct. Clemens Kirke på Thykiersvej 4. Efter en salme, en kort tekstlæsning og en bøn, går man med lys i hænderne videre til Folkekirken på Torvet. Ligeledes efter en salme, en tekstlæsning og en bøn fortsætter man til Pinsekirken på Østergade 37, hvor man slutter og bagefter samles til et mindre traktement.
For at understrege samhørigheden i Kristus vil man denne aften "bytte" præster, så sognepræst Lene Højholt fra Folkekirken forestår andagten i Sct. Clemens Kirke, pastor Ole Kauczki fra Pinsekirken forestår andagten i Folkekirken og pater Herbert Krawczyk afslutter i Pinsekirken med en betragtning over dagens tekster. Til slut vil de tre præster sammen lyse velsignelsen.
I erkendelse af, at åndens forening er det centrale, skal det ikke skjules, at det sociale samvær også betragtes som vigtigt. Derfor vil deltagerne blive tilbudt et mindre traktement til en beskeden sum penge, for at man under mere tvangfrie former vil kunne nyde hinandens samvær. Det indtages også i Pinsekirkens fine lokaler, og det er medlemmer herfra, der beredvilligt har taget sig af dette arrangement.
Det er arrangørernes håb, at mange vil slutte op om denne fælleskirkelige kirkevandring som en manifestation af, at den fælles tro på kærlighedens Gud formår at række langt ud over enhver konfessionel adskillelse."

Skrevet af Stig Holsting fra Gjerrild i Grenå Bladet d. 15. januar.

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002