Artikler på Nørre Djurs Net
Det Grafiske Værksted rører på sig

Traesnit-400.jpg (84222 bytes)

Vores tidligere medarbejder (og nuværende free-lancer), Vidar Utvik, har mange jern i ilden, og ét af dem er at lave et grafisk værksted, der forener amatører og professionelle i et samarbejde, som det er meningen skal føre til undervisning af skolebørn og andre interesserede i forskellige trykketeknikker.
I det følgende ridser han foreningens historie op og fortæller om det første arrangement.
Læs mere hér!

Djurs Grafiske Værksted arrangerer vandreudstilling med værker af Olivia Holm Møller.
Af Vidar Utvik.

Træsnit af Olivia Holm Møller
Februar måned sidste år inviterede en håndfuld entusiaster andre grafisk kunstinteresserede til et informationsmøde om etablering af en grafisk værkstedsforening i Stenvad. I mellemtiden har foreningen udstyret et lokale med de nødvendigste værktøjer for at kunne arbejde med h.h.v. træsnit, litografi, metalgrafik og fotoætsning. For at gøre projektet kendt har foreningen med støtte fra Folkeoplysningsudvalget i Nørre Djurs indrammet en serie træsnit og ætsninger af den afdøde kunstner Olivia Holm Møller. Lørdag den 2. februar kl. 14 er der fernisering i Tørvecaféen på Stenvad Mosebrugscenter, og billederne kan ses i åbningstiden måneden ud.
Med denne vandreudstilling forventer folkene bag Djurs Grafiske Værksted både at gøre sit værkstedsprojekt kendt og samtidig vise eksempler på forsøg og færdige tryk af en anerkendt kunstner.
I en udkommet pjece om værkstedet står der skrevet om kunstneren:
"Olivia Holm Møller var en af de første kvindelige kunstnere, der gjorde sig gældende i Danmark i begyndelsen af 1900-tallet. Hun er knyttet til egnen her, fordi hun efter søsterens død påtog sig opdragelsen af hendes to børn i Homå.
Hendes malerier kan ses på muséet med hendes navn i Holstebro. Udstillingen af hendes grafik her viser en side af hendes styrke.
Hun var en stor - og anerkendt - ekspressiv kunstner, som fra en naturalistisk begyndelse endte med en klar, næsten naivistisk styrke i sit helt selvstændige billedsprog."
I Grafisk orientering fra 1961 af har Olivia Holm Møller skrevet følgende:
Om radering:
"…En eller anden havde nævnt zinkplader, og jeg ridsede så med en kniv, hvad jeg så i naturen, hvor jeg færdedes meget. Det var mest dyr og landskaber. Jeg fik tryksværte hos "Grenaa Folketidende" og trykte dem så på en almindelig tøjrulle. Resultatet var for det meste mådeligt, men hvor var det en glæde, at der i det hele taget kom et resultat…"

Vandreudstilling
Udstillingen er ment som en vandreudstilling, som kan lejes ud til gallerier, virksomheder og skoler m.m. Er du interesseret i mere information omkring leje, kan du kontakte vores udstillingskonsulent Carsten Aagaard på tlf.: 86 38 16 11.
Videre står der i pjecen bl.a.:


Projekt Djurs Grafiske Værksted
Foreningens formål er med udgangspunkt i Stenvad Mosebrugscenter at stille et grafisk værksted til rådighed for kunstnere og gennem et aktivt grafisk værksted skabe mulighed for oplevelses - aktivitetsmuligheder for lokalsamfund, skoler, institutioner og turister. Djurs Grafiske Værksted bliver et åbent værksted, hvor man får mulighed for at kigge kunstneren over skulderen og bagefter udfordre materialet på egen hånd.

Idéen er ligeledes:
- gennem workshops og symposier at udbrede   kendskabet til det grafiske arbejde og dets muligheder.

Kursus i grafik
Allerede weekenden 2.-3. marts i år har vi planlagt at arrangere et kursus på Norddjurs Daghøjskole.
Tidligere leder af Holbæk Kunsthøjskole Bjarne Agerbo er hyret til dette første kursus. Der vil blive annonceret nærmere i lokalaviserne om tilmelding og pris pr. deltager. Kurset er åbent for alle.

Nybyggeri
Skitse til nybyggeri. Tegnet af arkitekt Per Høgh Sørensen, Gjerrild.
En nedsat bestyrelse har i samarbejde med Stenvad Mosebrugscenter og en arkitekt udarbejdet planer om et nybyggeri, som skal huse en bred vifte af tilbud med fokus på kunstgrafik.

Det nuværende værksted
Værksteds-rom.jpg (16711 bytes)
Indtryk fra værkstedet med indvalsningsbord og  radérpresse.
Til højre hænger færdige tryk til tørre.

Den 2. juni 2001 fik vi tildelt et lokale i Mosebrugscentrets smedje.
I dag er der mulighed for at arbejde med koldnål, ætsninger, Image-On, træsnit og linolæumstryk.
Denne prøvetrykspresse med farveværk egner sig godt til træsnit og linoleumstryk.

Foreningen
Alle med lyst til at lave grafik kan blive medlem af  Foreningen Djurs Grafiske Værksted. Vi har idag omkring 20 medlemmer bestående af amatører og professionelle kunstnere.


Bogtrykspresse.jpg (15730 bytes)
Denne bogtrykpresse med farveværk til prøvetryk egner sig godt til trykning
af små oplag af træsnit og linoleumssnit.


Giftfri trykning
Vi arbejder efter det nye begreb "Non-Toxic Printmaking", hvilket betyder, at de farlige syrer er skiftet ud med den såkaldte "Edinburgh Etch", som består af jernklorid. Asfalt er udskiftet med akrylbaserede ætsegrunde og afvaskninger foretages med madolie og sæbe. På denne måde beskytter vi grafikerens helbred og vores fælles miljø. Affaldsprodukter transporteres til offentligt anvist depot.

Indsendt og skrevet af Vidar Utvik fra Gl. Bønnerup til Nørre Djurs NetNyt 

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Redigeret af Rex, redaktion 11, den 10-01-02
Copyright Nørre Djurs Net 2002