Artikler på Nørre Djurs Net
Fra Beredskabets nytårsparole

I alt små 100 brandfolk og frivillige var forsamlede, da det fælleskommunale brand- og redningsberedskab afholdt den årlige nytårsparole på Beredskabsgården i Grenå.
Beredskabet dækker som bekendt også Nørre Djurs, og af større opgaver i det forløbne år i vores område kan nævnes en brand først på året med et totalt nedbrændt hus i Karlby, et nedbrændt sommerhus i Fjellerup og et sammenstød lige uden for kommunegrænsen i Nimtofte mellem 2 traktorer, der kørte i pendulfart fra en mark på Ramten Hede. Den ene kørte direkte ind i et hus, og her stod brandfolkene for arbejdet med den efterfølgende afstivning.
Brandmand Freddy Juul fra Nørre Djurs blev hædret for 10 års tjeneste. Af årets nyudnævnelser kan vi fortælle, at gårdejer Kim Munkholm er blevet udpeget som holdleder på Fjellerup Brandstation, og Jytte Skiffard står for eftertiden for forplejningen. Af kommunens 2 repræsentanter er Venstre-manden Eigil Henriksen ny, mens borgmester Leif Sørensen fortsætter som hidtil.

Kilde: Randers Amtsavis

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Redigeret af Rex, redaktion 11, den 07-01-02
Copyright Nørre Djurs Net 2002