Tak til
 






  
05/05 2023

Så kom Grenå på kulturlandkortet!!

Hard-core grenåensere vil nok hævde, at det har den været et stykke tid, og det er selvfølgelig rigtigt nok – med Schaufuss-ballet, og hvad véd vi. Men med 2 udsolgte koncerter med Savage Rose (og i øvrigt et særdeles spændende efterårsprogram) har Kulturhuset Pavillonen i dén grad håb for Djursland som et sted, der kan byde på store kunstneriske oplevelser.


Lad os sige det, som det er: bare dét at få Savage Rose til Grenå og spille koncert er lidt af et mesterstykke af kulturhusleder Hardy Andersen. Gennem et stort og slidsomt arbejde har han i de senere år haft held til stille og roligt år for år at byde på god, folkelig underholdning, uden hverken at falde for det platte eller for de helt ”smalle” ting. Som sagt: ikke nok med den ene koncert med Savage Rose i aftes, men min sandten om det ikke også var lykkedes ham at overtale gruppen til at give en ekstrakoncert aftenen før for dem, der kom for sent i første omgang. Det kunne lade sig gøre, fordi de besluttede sig for at lave øvelejr i Grenå i 3 dage for at finpudse repertoiret til gruppens Skandinaviens-turné, der altså tyvstartede onsdag aften. Det står alt sammen at læse på http://www.thesavagerose.com - det er da noget, der giver genlyd!
Nå, men tilbage til koncerten! Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Savage Rose altid har hørt til blandt undertegnedes allerstørste favoritter. Jeg har det oven i købet sådan, at jeg synes, Anisette er i .en klasse for sig selv blandt danske sangere, kvindelige som mandlige. Ikke fordi god musik handler om, hvem der er bedst – det er jo ikke sport, vi taler om – men nogle sangere har bare, hvad jeg vil kalde for kunstnerisk genialitet, en ”feeling”, som er svær at beskrive med ord – og lige præcis sådan er det med Annisette. USA vrimler med dygtige sangere, men det er kun ganske få beskåret at være geniale, og hertil regner jeg Ray Charles blandt de mandlige og Aretha Franklin på ”spindesiden”. Alle andre blegner i sammenligning, og sådan er det også med de danske rock-mama`er, når Annisette lukker op for sit kolossale følelsesregister.
Hun spænder fra den blidt kælne hvisken og til det vildt skrigende – og alt derimellem. Så det var med andre ord en sanger af et meget stort format, der lod Grenå og Djursland få del i sin generøse sangkunst. Er det store ord? Tja, måske, men i vore dages bevidstløse stræben efter Popstars-manérer, kan vi ikke være taknemmelige nok over at have en dansk sanger af Annisettes format. At hun ikke fejres som stjerne verden over, skyldes kun hendes og husbond Thomas Koppels velkendte afsky for hele medie-cirkus`et, og det skal vi heller ikke være så kede af, selv om parrets politiske budskaber indimellem godt kan virke rigeligt patetiske på undertegnede.
Men, tilbage til musikken! Gad vide, hvor mange der véd, at Savage Rose har spillet på Djursland én gang tidligere. Det foregik i Auning Hallen med Deres udsendte som tilhører – om det var i ´68 eller ´69 fortaber sig lidt i fortidens tåger, men ganske vist er det, at det er næsten 35 år siden, og at Alex Riel slog på trommer, Jens Rugsted spillede bas og Niels Tuxen havde overtaget guitaren efter Flemming Ostermann. Senere har jeg hørt dem et par gange i mere ydmyge udgaver: på græsplænen ved Hesbjerg Slot med Thomas Koppel på harmonika og John Ravn på tyrkertromme som eneste (akustiske) akkompagnement til Annisettes vokal, og på et lille musikværtshus på Nørrebro med samme besætning + Peer Frost på guitar. Siden er det ikke lykkedes mig at høre dem, så forventningerne var store hos mig.
I de senere år er Annisette og Thomas Koppel flyttet til Los Angeles, og når de endelig gæster hjemlandet er det med det helt store udtræk – og i øvrigt et band med betydeligt yngre medlemmer end tidligere. Musikken er bygget op om Thomas Koppels pragtfulde kompositioner og hans klaver-, orgel og ikke mindst harmonikaspil. Selv om Savage Rose spillede en del numre fra ”bagkataloget” – specielt i 1. sæt – var der langt fra tale om ”museums-musik”. De nyere funky rytmer er ikke gået sporløst hen over Koppels musik, selv om den stadigvæk bygger på den velkendte og helt specielle blanding af Balkan-musik, gospel, soul og ”almindelig” rockmusik. Musikken er med andre ord tidløs – vi gamle får, hvad vi kommer efter, og nye lyttere kan begynde hér og nu.
Det er lidt pinligt at måtte indrømme det: jeg har indtil nu er det ikke lykkedes mig at finde ud af, hvem der spillede det ekstra keyboard, og heller ikke guitaristens navn er mig bekendt. Til gengæld gik det op for mig, hvem den blændende bassist var, for efter pausen blev der pludselig disket op med afrikansk herresang! Så var jeg ikke et sekund i tvivl længere! Det var selvfølgelig den formidable bassist, Moussa Diallo (kendt for i dén grad at ”sparke røv” på Anne Linnets legendariske Marquis de Sade-plade fra firserne!). Og trommeslageren viste sig at være ingen ringere end Klaus Menzer, så der er allerede nu grund til at sætte kryds i kalenderen, når de 2 sammen med andre fremragende musikere gæster Pavillonen senere på efteråret – mere om dét senere!
Koncerten startede ellers med noget af en overraskelse, i alt fald for Deres udsendte, idet Annisette og de 2 korpiger kastede sig ud i det gamle nummer ”War! What is it good for!”, og også andet sæt bød på en overraskelse, idet Annisette vedkendte sig en slags gæld til afdøde Janis Joplin ved at give en særdeles fin version af hendes ”Move Over”. Ellers var det jo en perlerække af nogle af Thomas Koppels bedste kompositioner gennem tiden, startende med numre fra deres seneste For Your Love-plade (der langtfra er ny), men også efter min mening absolutte højdepunkter fra de tidlige halvfjerdsere som f.eks. ”Wild Child” og den ubegribeligt smukke gospelhymne ”What Do You Do Now?”
Efter pausen blev der så (udover nævnte afrikanske nummer) budt på en lang række numre, hvoraf en del i mine ører godt kunne lyde som en forsmag på, hvad en forhåbentlig snarlig ny Savage Rose-plade har at byde på. Efterhånden, som sættet skred frem, blev der tid til endnu flere klassikere, og der var naturligvis var der ikke et øje tørt, da først ”Where Have All the Flowers Gone” og derefter ”I kan ikke slå os ihjel” blev spillet. Sidstnævnte var naturligvis en aktuel hilsen i anledning af, at der i morgen lørdag er stor demonstration i anledning af, at de danske politikere endnu engang har fået den forrykte idé at nedlægge Christiania. Koncerten sluttede med en akustisk godnatsang med guitar og harmonika – og så den stemme!
Til lykke til Hardy Andersen for dette scoop af en koncert! Til lykke til hele Djursland med dette herlige kulturhus! Og så kan man om et par uger høre Svend Asmussens kvartet, i oktober Moussa Diallo, osv, osv….
Læs hele efterårsprogrammet, og følg i øvrigt med i, hvad der sker, på http://www.kulturhuset-pavillonen.dk
Skrevet af Rex

Kilde:

Rex


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem på din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam